Lenes familie

Jørns familie

Artikler m.m.

Nyheder



 Mail til Lene
Mail til Jørn


In English

 

Fotoalbum
Børnebørn
Hurtigruten 2006
Færøerne 2007
Mosel 2007
Bornholm 2008

Grønland 2008

Rusland 2009

Østrig 2009

Italien 2009
Schwartzwald 2009
Island 2014

 

 

Hvem var Natmændene og rakkerne?

Belyst ved eksempler fra Thy og Salling

Dette ejendommelige folkefærd, der levede spredt rundt om i Jylland i de afsides liggende hedeegne, udgjorde hele små samfund. Der var små samfund i Rønbjerg ved Estvad uden for Skive, i Dejbjerg og Ryde i Ringkøbing amt, på Thy og i Hanherred, de sidstnævnte vist ret berygtede. Hertil kommer store flokke i Vendsyssel og på Himmerland.

De havde mange navne: natmænd, rakkere, skøjere, kæltringe med mere, men de må ikke forveksles med sigøjnerne, som var et helt andet folkefærd med fremmedklingende navne, hvorimod natmændene havde ”gode, danske” navne. Det var et ildeset folkefærd, som den øvrige befolkning helst ikke omgik. Mange af dem var ikke særlig bofaste, men bevægede sig rundt i landet, hvilket kan ses af, af deres børn var født vidt forskellige steder i Jylland. Dette gjorde, at man ikke var glad for at se dem i sognene, når de kom for at tigge, og kunne man se, at en af kvinderne var gravid, så blev de helt sikkert lempet over sognegrænsen, hvis det kunne nås. Der findes eksempler på forbud mod at lade fremmede overnatte i lader, hvis man ikke kendte dem, eller de ikke var født i sognet.

Natmænd og rakkere kunne godt fremstilles i et romantisk skær, og de har da også givet inspiration til en del forfattere og digtere, men der skal man huske på, at en forfatter har sin frie ret til at digte på måske brudstykker af sandhed.

Hvad ved vi om natmænd og rakkere?

Rakkeren var den, der spændte fangen på pinebænken, hvorimod natmanden var ham, der tog sig af renovation (i byerne) og skorstensfejning. Man må dog retfærdighedsvis sige, at grænsen mellem de forskellige arbejdsopgaver er særdeles flydende. Rakkeren kunne endog optræde som bøddel. Det var også rakkerne, der skar ligene ned af galgen, når de havde hængt så længe ”at hovedet skiltes fra kroppen”. Natmændene begravede ligeledes ligene, enten ved galgebakken, eller uden for byerne på bestemte rettersteder.

I 1522 udstedte Christian 2. en ordinans, hvor det i artikel 69 fremgår: "och wele Wii uti hver Kiøbstedt, skall holdes en Bödill oc Racker". Der skulle altså i alle købstæder oprettes stillinger som Bøddel og Rakker.

"Wele Wii, at paa Marcken udenfore alle Kiöbsteder skall graffues en stor Kule, som Rackeren i Staden skall udiföre alle döde Aess, Qweg, Fææ, Heste, Ög, Hunde, Swin oc sliigdt andit, ther Stanck giör, oc döö ther i Byen eller udenfore

Videre skrives i forordningen, at der samtidig skulle graves en stor kule uden for byerne. Rakkerkulen, hvori alle døde dyr – fra store dyr som heste og køer til smådyr som svin og hunde – skulle kastes, og skovles jord på, så de ikke lå frit og lugtede.

På landet skulle alle herreder sørge for, at der blev ansat rakkere eller natmænd, og deres funktion var den samme som i købstæderne. Desuden var det natmanden, der på landet skulle slå bøndernes gamle kreaturer ned og flå dem, lige som de gjorde med de selvdøde dyr. Bønderne kunne ikke forestille sig, at de skulle udføre et sådant urent og uærligt arbejde. Der er skrevet meget herom bl.a. i de lokalhistoriske årbøger. Herremændene skulle ligeledes anvise dem et sted i herredet, hvor de kunne være uden at genere ærlige folk. Blot et par eksempler:

I Ringkøbing amt, Rønbjerg sogn boede rakkeren i Hvidemose, ikke blot i udkanten af mosen, men ganske tæt på Estvad kommune. Huset – eller dens efterfølger – hedder stadig Rakkerhuset.

I Thisted amt, Mollerup sogn, Morsø Sønder herred, boede rakkeren tæt på Morsø Nørre herred.

De uærlige natmænd og rakkere

Det nemt at forstå, at det arbejde, rakkeren udførte ikke var særlig attraktivt, men blev betragtet som uærligt, for medhjælper for bødlen er vel ikke drømmejobbet. Rakkerne – eller natmandsfolket – var meget foragtede på grund af deres ustadige natur, lediggang og omflakkende liv i det hele taget, og kun når der ikke var andre udveje, benyttede man deres arbejdskraft til andet end regulært natmandsarbejde. Fra Viborg ret har man et eksempel på en kvinde, der var dømt til hængning, men hun kunne få benådning, hvis hun giftede sig med bødlen. Hun foretrak hængning!

Natmændene nægtede undertiden at udføre ovenstående arbejder, da de ernærede sig ved skorstensfejning  og lignende, men han kunne blive det pålagt.

Men når man altså havde mistet en hest eller en kalv, måtte man jo sende bud efter dem, og de mødte da talstærkt op for at udføre det urene arbejde.

Som ovenfor nævnt var arbejde med de selvdøde dyr også noget enhver bondekone og – mand tog afstand fra. Fra Salling kan man læse flere beretninger om, hvordan der også var knyttet overtro til arbejde med de selvdøde dyr, ligesom der florerede beretninger om natmænd og rakkere, der spiste af kødet fra dyrene. Efterhånden fandt mange dog, at man måske alligevel selv kunne overtage arbejdet, for man så jo, hvordan rakkerne levede højt på det den føde, der jo gik tabt for familien, for det blev jo sagt, at de spiste kødet fra dyrene. Selv fik bonden eller husmanden kun skindet fra dyrene. I begyndelse slagtede en del bønder om natten, så naboerne ikke skulle opdage dee.

Nye tider

I mange sogne holdt bønderne deres børn hjemme fra skole, for de skulle ikke undervises (= være i samme rum som) natmandens børn, og eksemplerne herpå er talrige. Nogle ville selv undervise børnene, andre ansatte en huslærer så længe drengene havde undervisning behov og lignende krumspring. Det hjalp ikke, at man ville anvise natmandsbørnene den nederste plads i skolen.

 

Rakkere fra Thy

I Historisk årbog for Thisted amt 1930 fortælles således:

”I 1742 blev der ved Sessionen i Thisted præsenteret trende Karle som Reservesoldater, af hvilke de tvendes Farfar var Natmand, og den tredjes Moder Natmandsdatter. De blev indrullerede, fordi de var ”anseelige og tjenstedygtige”, ”at hverken de eller deres Forældre have havt med Natmandshaandværket at bestille”, ”Forordningen befrie Natmænd for at paalægges Beskjæmmelse og Vanære”, ”samt at det kunne drage skadelige Følger efter sig, om saadanne Folk kunde fra Indrullering udsættes”.

Andre steder kan man af præsteindberetninger læse, at det er svært at få faddere, når det er natmænds børn, der skal døbes. Det ses derfor, at det er præsten, degnen og sognefogden, der stiller op som faddere for at foregå med et godt eksempel. Ellers måtte de ty til andre natmænd. Det underbygges også til dels af børnene til min 3x tipoldefar fra Mors, Peder Jensen Natmands børnedåbs- indførelser i kirkebogen. Vil du læse om ham og familien, så klik her

Der var også den skik, at ingen ville drikke af et glas, en rakker havde brugt. Derfor havde men specielle glas uden fod, som natmænd og rakkere brugte. Så var de til at kende, men ulempen var jo så, at de heller ikke kunne sætte glasset fra sig før det var tømt. Det gik endda med snapseglasset, der kunne man jo drikke ud!

 

Allerede i 1685 forsøgte regeringen af komme af med disse uheldige opfattelser af natmændenes rygte, idet man udsendte en forordning, der skulle efterfølges af flere. Alle i det forsøg at gøre natmanden til en ”ærlig” mand.

Der skulle imidlertid gå mere end 100 år og flere forordninger i samme retning, før det begyndte at hjælpe. I 1794 fik ejeren af et dødt kreatur således pligt til at lade huden flå af inden det var gået 24 timer, samt at nedgrave kroppen, hvis den var ubrugelig til føde eller som lokkemad til at få vilde dyr inden for skudvidde. Hvis tyendet nægtede at hjælpe husbonden med at udføre disse opgaver, skulle denne hidkalde 2 naboer, og i disses nærværelse selv lægge hånd på dyret. Hvis tyendet stadig nægtede at udføre arbejdet, kostede det 4 dage på vand og brød, anden gang 1 måneds forbedringsarbejde, en straf der blev fordoblet fremover, hver gang han nægtede at udføre opgaven.

Efterhånden gik bønderne altså selv i gang med at flå de selvdøde dyr, og natmændene blev efterhånden mere eller mindre arbejdsløse, og natmandsfolket gik en grum tid i møde, idet de havde mistet deres næringsvej. Foragten var der stadig, og navnet ”natmand” hang ved. Mange søgte ud på de jyske heder, og herom har bl.a. Steen Steensen Blicher skrevet noveller. De kunne så i bedste fald bo i faldefærdige rønner, men kunne også være henvist til jordhytter eller usle lerklinede hytter med lyngtag.

Mange forsøgte sig med understøttelse af sognet, andre gik tiggergang på de jyske heder, og andre igen forsøgte sig som glarmestre og drog rundt på den vis. Således fortæller A. Gaardbo i bogen ”De sidste Natmandsfolk i Vendsyssel” om Hanherredtropperne, som stod for mange mindre flatterende historier.

Bedre stillet var natmandens børn ikke, de var jo også ”uden ære”.

En natmand og hans sønner kunne ikke blive soldat, idet man ikke ville have dem i tjenesten med de eventuelle skadelige følger, det kunne få.

Eksempler fra Salling

I begyndelsen nærede man stor betænkelighed, og alle på ejendommen skulle være med og røre ved dyret efter slagtningen, selv det lille barn i vuggen, fortælles det fra Salling. Arbejdet blev også udført i smug om, så andre folk ikke skulle opdage det, men naturligvis kunne en sådan gerning ikke skjules. Og så blev der sunget nidviser om de skyldige.

I historisk årbog for Skive 1915 fortælles således af Maren Christensdatter, født i Vejby 15. april 1792, en vise, hun havde hørt om nogle beboere fra Håsum, der var i gang med at flå en hest:

  En embedsmand kom spadserende fram.
  
                     han sagde, han vilde så nødig
  
                     sin krop og sin’ klæder besmøre så slem, for hesten den vilde bløde.
  
                     Men greb han da fat, og han sagde høt:
  
                     ”Min del vil jeg have af ister og fjedt,
  
                     min kone og børn skal det have,
  
                     når de deres mad tillave”.

Det var sognefogden i Håsum, der var tale om, og det hedder videre:

                        En snedker, der også var med i den flok,
  
                     han sagde: ”Ja, hvad skal jeg gøre?
  
                     Et skrin har jeg færdigt. Min maling slap op,
  
                     og blod skal vi have, imens vi er her”.
  
                     Og så fik han blod i sin krukke,
  
                     Og så gik han hjem til sin dukke.

Der var andre viser fra Thustrup og Lyby, her endog personer nævnt med navns nævnelse, så kan slægtsforskeren jo altid se, om det var nogle af anerne, der var involveret. Dog ikke (så vidt jeg ved)  mine, denne gang. I samme artikel fortælles flere eksempler fra Salling, nogle enkelte så sent som fra omkring 1865

Videre fortælles i ovennævnte artikel om gamle Esper Boel i Lyby, der skulle have en springhest slagtet. Ingen af gårdens folk ville påtage sig arbejdet – og det skete jo altså i det 19.århundrede. Der blev sendt bud efter gamle An Mari Rakker fra Resen, der så kom og gjorde det. Som betaling tog hun det kød, hun ville have, resten blev gravet ned.

Denne Esper Boel er muligvis den Esper (Jesper) Sørensen Boel, der døde i Vester Lyby den 2. april 1822, 77½ år gammel.

Tiderne skifter. Det viser en sidste episode fra samme artikel (skrevet med nutidig retskrivning), altså en hændelse fra omkring 1875:

Citat af Marie Jespersen, Tinghøj:

”Husmand Chr. Vindelboe, Rødding Hede, havde for 40 år siden et par små børn, som gik i Ejstrup friskole; de havde deres melmad belagt med røget hestekjød, men de andre børn stod og så til med gru. Hestekjødet vandt sent indgang i den almindelige befolkning, men rakkere og kjæltringe nød det med velbehag; de tog alt, både røget og stegt, hestefedt og ”grever” og befandt sig vel dermed. – Endnu for 20 år siden (ca. 1895) var det ikke så nær alle, der kunne spise hestekød; Først helt ned i vor tid er det blevet almindelig spise. – Nu er der ikke mange, der siger nej tak til en hestebøf eller et stykke røget hestekød. Tiderne forandrer sig – som godt er. –

Nu er det at slagte en hest lige så ærligt et arbejde som ethvert andet, og nu spiser vi hestekød med den største fornøjelse, hvis vi da ellers kan få det.

Og nu er der jo heller ingen rakker mere; han har giftet sig ind i vore familier, og dermed er den saga ude.”

Det er beskrevet i artiklen om Peder Jensen Natmand, min 3x tipoldefar. Læs om ham: klik her

 

Kilder:
Lyby kirkebog
Historisk årbøger fra Thy 1930
Historisk årbog fra Skive 1915 og 1917
F. Dyrlund: Natmænd og tatere i Danmark betragtede med hensyn til samfundsforholdene i det hele taget
Anders Svalgaard: Natmænd og Rakkere i Thy og Hanherred

Skrevet 3. maj af Lene Astrup