Mine oldeforældre på Anshede.

Min oldefar, Jeppe Stærk blev født i Madsbad på Fur den 18. april 1863, og døde på Anshede i april 1944. 

Inger og Jeppe fik en stor børneflok, og det har været et stort arbejde på den tid, hvor alt vand skulle hentes i en brønd, og hvor der ikke var et WC, end ikke et das. Man gik i stalden! Børneflokken, som blev født i årene 1891 – 1911 kom til at tælle 14, og de blev vænnet til at bestille noget fra ganske små.

Det har ikke været let at få flokken samlet og til fotograf som her

Som de fleste andre på Fur havde han ernæret sig selv og familien som fisker, suppleret med arbejde i mergelgrav og tørvegravning, når der ikke var fisk. Om vinteren var han også hjemmeslagter, selv da han var i 70’erne, kunne han op mod jul  have op til 2  - 3 slagtninger daglig. Han havde desuden været vejmand ved kommunen i en del år, og var en respekteret mand på Fur. Da han døde, før jeg blev født, har jeg min viden om ham fra andre, avisomtaler og lignende. Min oldemor, Inger Mortensen, blev født på Anshede på Fur 24. januar 1868 og døde som 84 årig i 1952. Jeg kan forestille mig, at de måske har fået disse billeder taget til deres guldbryllup i 1941.

Jeppe var en respekteret mand på Fur. Da han i 1943 blev 80 år, fik han et diplom fra Jysk Husmandsforening, hvilket glædede ham meget. Min farmor fik diplomet ved hans død, og da lokalarkivet på Fur blev oprettet, fik de det, sammen med flere andre effekter fra familien. Her ses det, men desværre er der ikke navn på.

Jeppe døde året efter ganske pludselig af et hjerteslag, mens han var i gang med at bære hø op på loftet. Han fik et besvimelsesanfald, som han ingen notits tog af, da det var noget, han før havde haft. Det gik da også hurtigt over, og han arbejdede videre. Kort efter var sønnen, der hjalp til (jeg går ud fra, det var Anton, som boede hjemme) var nedenunder, da der hørtes et fald mod loftet og såvel Inger som sønnen ilede derop. De fandt Jeppe liggende på gulvet og fornemmede, at det var alvorligt og fik sendt bud til lægen, doktor Brohm. Da han kom, var Jeppe allerede død.

Jeg husker kun min oldemor som en meget gammel kone, siddende på en stol, altid klædt i sort og med tørklæde på hovedet, også indendørs. Denne påklædning bekræftes af min faster, der også kunne fortælle, at min farmor syede hendes tøj, og at det altid var en bluse af samme stof, som nederdelen blev syet af, og altid sort. Dog kunne tørklædet skiftes ud med et hvidt ved festlige lejligheder.

I foråret 1952, hvor mor lå på sygehuset, tilbragte jeg nogle måneder hos oldemor og min fars morbror, Vilhelm, der var enkemand og havde 2 halvstore drenge. Det jeg husker bedst, er oldemor siddende det meste af tiden i stuen. Husholdersken, Anna, var nok den, jeg havde mest med at gøre. Jeg hjalp blandt andet med at samle æg, rense dem og bytte dem for varer i Brugsen. Til påske pakkede vi æg ind i avispapir, hvorefter de forsigtigt blev pakket i skotøjsæsker og sendt til familien i København. En stor del af fars fastre boede der. Jeg erindrer også, at vi en dag var i Skive for at besøge mine bedsteforældre og min søster Inger, som var hos dem. Hun havde fåresyge, hoved og hals gik i et, så hun kunne ikke tale, men vi nød jo alligevel at være sammen. Men ellers er alt, hvad jeg ved  fra andre, først far, og siden til dels min faster.

Andre har kendt hende bedre, fordi de levede på hendes egn.

Tidligere museumsinspektør på Fur Museum og manden bag dets start i 1954, har skrevet om ejendommene på området Faskjær på Anshede.

Om min oldemor, Inger Mortensen har han skrevet følgende:

”Inger Stærk var gift med husmand, arbejdsmand, fisker og hjemmeslagter Jeppe Pedersen Stærk. De ejede et lille landbrug på ca. 5 tdr. land matr. Nr. 158 på Anshede. Der var 9 børn i ægteskabet, og man fornærmer vist ingen med at sige, at der faldt en egen stilhed og ro over hjemmet, når børnene efter mange problemer var sendt i skole, og Jeppe var gået på arbejde. I sådanne stunder tog Inger sin trillebør, der havde en bæresnor knyttet på armene, som man kunne lægge om nakken og dermed aflaste armene, når man kørte med læs. Med dette køretøj og med bare fødder kørte hun med vej nr. 10 til Faskjær og tværs over kæret og op på Knuden, hvor de havde en lille plantage med nåletræer. Inger fyldte tre-fire sække med nåleløv, som hun læssede på trillebøren samt nogle visne grene oven på sækkene. Det hele blev bundet fast med en snor, og derefter tog Inger bæresnoren over nakken. Hun havde nu brændsel til de næste dages madlavning og vask. Når Inger havde forceret bakken øst for Faskjær, satte hun trillebøren og tog sig et hvil. Hun stod med hænderne i siden og så ud over kæret, heden og fjorden, og en stille fred lå over hendes ansigt. Når hun passerede mit hjem på den videre hjemtur, vinkede min mor somme tider med kaffekanden, og Inger standsede op og gik ind i køkkenet hos min mor, hvor de nød nogle kopper kaffe og nogle hjemmebagte sigtemellemmadder. Derefter rejste Inger sig op og sagde: ”Tak for kaffe, nu kan jeg igen, - en sådan tur til Faskjær og en god kop kaffe samtidig er min bedste hvile.”

Om sommeren gravede Inger og Jeppe tørv i Jens Hauges tørvegrav nord for ”Mårrishyw”. De gravede et bestemt antal til Jens Hauge og et antal til eget brug og somme tider til diverse købere mod betaling. Jeppe stak den lange tørvespade ned i tørven og trak en tørveblok op på ca. 15 x  40 x  175 cm og lagde blokkene side om side på kanten af graven. Han havde gravet en æltegrav i forvejen, et ca. 75 cm dybt hul, 175 cm lang og ca. 1 m bred. En gammel bræddedør blev lagt i bunden som bund i æltegraven. Tørveblokkene blev stukket i stykker med en skovl og lagt i æltegraven, og en passende mængde vand fra tørvegraven blev ledet ned i æltegraven. Jeppe stod i lange træskostøvler og æltede tørvemassen til en grødet substans, som blev kørt ud på grønsværen på en trillebør. Inger jævnede det ud med et skovllignende redskab – en træplade på et skovlskaft. Med dette redskab skar hun tørvene ud i passende størrelser. Når tørvene blev tørre, blev de hårde og derefter rejst op på kanten som dominobrikker på rækker. Tilsidst blev de sat i stakke, de såkaldte ”skruer”.

Alle oplysninger fra Magne Jensen er ikke helt korrekte, for Inger og Jeppe fik faktisk 14 børn hvoraf de 2 døde som spæde, men de øvrige blev voksne.  

Redigeret 15. juli 2011 af Lene Astrup