Lenes familie

Jørns familie

Artikler m.m.

Nyheder



 Mail til Lene
Mail til Jørn


In English

 

Fotoalbum
Børnebørn
Hurtigruten 2006
Færøerne 2007
Mosel 2007
Bornholm 2008

Grønland 2008

Rusland 2009

Østrig 2009

Italien 2009
Schwartzwald 2009
Island 2014

 

 

Retur til artikel

Sande Christnes grundede Forvisning om Guds naadige Førelser,

forestillet i en Prædiken paa Andagts- og Bede-Festen

den 4de Søndag i Fasten 1794 over Texten Esaiæ 43, 1.3

af Georg Hahn,

Sognepræst til Kiøbeløv og Windebye Menigheder i Laaland.

 

Indgang

 

Andægtige Tilhørere!

 

Troe og Gudsfrygt, eller den sande Religions Kundskab og Udøvelse, er uimodsigelig af yderste Vigtighed og Nødvendighed for Menneskenes Lyksalighed; thi hiin lærer os ikke allene at kiende, at der er et høieste Væsen til, som er den første Aarsag til alle Ting, og har frembragt Verden og os tilligemed alle andre Skabninger; men den lærer os ogsaa, at dette samme gudommelige Væsen, der med saa stor en Viisdom, Almagt og Godhed har skabt Verden, ogsaa tillige med en ligesaa grændseløs Viisdom, Magt og Kierlighed opholder og bestyrer dette sit store Verk, hvorved hans hensigt allene er sine Skabningers høiest muelige Lyksalighed.

    Den lærer os altsaa at kiende Gud som det allerfuldkommenste og elskværdigste Væsen. Den viser os det Forhold, vi staae i til ham; de Pligter, vor Afhængighed af ham og hans Kierlighed til os forbinder os til; og det Gode, vi med Sikkerhed kan vente os af ham, naar vi som lydige Børn opfylde disse Pligter.

    Men ligesom nu den sande Religions Kundskab oplyser os om disse Ting, der ere saa nødvendige til vort Vel, lærer os at kiende vor Bestemmelse og vore Pligter, og saaledes viser os Veien til den menneskelige Lyksalighed; saa er det og, at denne Kundskabs Udøvelse virkelig skiænker os samme.

    Det er ved at opfylde Religionens Bud, at vi sættes i Stand til at føle, hvor velgiørende de ere, og hvor kraftigen de virke til vor Lyksaligheds Fremme. Umueligen kan den Lastefulde glæde sig ved sin Guds Kundskab, naar hans Handlinger stride tvert derimod; umueligen kan Overbeviisningen om Guds Tilværelse og Forsyn berolige ham, eller Bevidstheden af hans tilkommende Bestemmelse opfylde hans Sind med Trøst og væbne ham med Frimodighed imod Lidelser. Nei, dette er allene den dydige, den gudfrygtige Mands Lod, der ikke allene kiender Gud, og det Forhold, han staaer i til ham, men og oprigtigen stræber at indrette sine Handlinger overensstemmende med denne Kundskab.

    Ved at følge Religionens blide Forskrivter føler han den saligste Tilfredshed i sit Hierte; thi hans Samvittighed forsikrer ham om det guddommelige Væsens Velbehag. Med barnlig Tillid overgiver han sin Skiebne i den kierligste Faders Hænder, fuldkommen betrygget ved Overbevisningen om Guddommens evige Viisdom, Almagt og Godhed. Intet Udfald kan nedslaae hans Frimodighed, ingen Modgang berøve ham sit Haab; thi han veed, at alt det, der hændes ham, skeer efter den bedste Guds vise og kierlige Bestyrelse; at intet mødende Vigtigt eller Uvigtigt, Behageligt eller Ubehageligt, undgaaer den Altingseendes Opmærksomhed; ja, at de bitterste Gienvordigheder, som iskiænkes ham, høre med i Planen til hans Lyksalighed, og styres af den evige Viisdom og Godhed til hans sande Bedste, som den hellige Paulus siger: Alle Ting skal tiene dem til Gode, som Elske Gud, Rom. 8, 28.

 

    Seer, mine Andægtige! Disse Fordele skienker den sande Religion sine oprigtige Bekiendere, og den allene er i Stand til at skienke dem samme. Thi med hvad Frimodighed skulde vi vel kunde gaae Lidelser i møde, med hvad Taalmodighed skikke os i Gienvordigheder, med hvad Haab oprette os i Nød og Farligheder, og med hvad Sinds Fasthed finde os i de vigtigste jordiske Goders Forliis, dersom hine Trøstegrunde bleve os berøvede? Sandelig vi vilde da blive ligesaa forsagte, trøstesløse og fortvivlede, som vi nu ved det tryggeste Haab finde os kraftigen understøttede. Det var det, som den hellige David indsaae, naar han, overskuende det menneskelige Livs, de menneskelige Handlingers og Eiendommes Usikkerhed og Forfængelighed, saaledes udbryder: See Herre! Du haver sat mine Dage som en Haandbred, og mit Liv er som Intet for dig! Sandelig, et Menneske er idel Forfængelighed; de giøre sig megen Uroe forgieves; man samler, og kan ikke vide, hvo der skal sanke det; og nu Herre! Hvorved skal jeg trøste mig? – Mit Haab det er til dig. Ps. 39. 6:8

    Elskelige Tilhørere! Den kraftige Trøst, som Religionen her skienkede hiin fromme Konge, det friemodighedsfulde Haab, som samme opvakte i hans Hierte, og som ham til med Taalmodighed og et Gud hengivent Sind at underkaste sig Forsynets faderlige Førelser, ja med barnlig Lydihed og Taknemmelighed at imodtage endog de bitterste Tugtelser af Guds Haand: den samme Trøst, det samme Haab er det, Gud være lovet, som besieler og opliver vor dyrebare Konge og Lands Fader midt under Følelsen af det sørgelige Uheld og smertelige Tab, der efter det evige vise Forsyns Tilladelse sidstleden 26de Februar traf ham og hans kongelige Familie, foruden mange andre høist beklagelsesværdige Mennesker, da Hs. Kongl. Majestets herlige Slot og Boelig, det prægtige Christiansborg, ved en ulykkelig Ildsvaade blev lagt i Aske.

    Tabet var stort og betydeligt, ikke allene i Henseende til Bygningen og mange hundrede Aars der opbevarede Samlinger af Kostbarheder, men og i henseende til de mange ulykkelige Mennesker, som herved deels tabte deres Velfærd, deels ynkelig bleve et Rov for Luerne. Men i hvor stort end dette uheld var, saa kunde det dog, uden Guds naadige Bestyrelse, blevet langt større, ja næsten aldeles uopretteligt. – Igiennemtrængt derfor af Taknemmelighed, fordi Gud, midt i denne store Nød of Fare, frelste Kongen og hans Søns med øvrige høie Slægts Liv og Helbred, samt sparede den øvrige Stad fra en næsten øiensynlig Undergang, er det Hs. Kongl. Majestæt har allernaadigst befalet at holde en almindelig Andagts og Bedefest i hans Riger og Lande.

 

    Oplivet selv af Religionens kraftige Trøst, opmuntret ved dens salige Haab og Forjættelse, er det vor gode Konge ønsker at indgyde de samme glade Følelser i sine troe Undersaatters Hierter; og derfor formaner han os til, saavel i Betragtning af nysommeldte, som og alle andre mødende Farligheder, at sætte vor Tillid til den guddommelige Bestyrelse, der upaatvivlelig vil udføre alting med os til det bedste.

    Hertil er det den os foreskrevne Text giver frugtbar Anledning; og vil jeg derfor, næst Guds Naades Bistand, heraf forestille Eder g. A.

 

Sande Christnes grundede Forvisning om Guds naadige Førelser.

 

I.                 Hvad her forstaaes ved Guds Førelser.

II.               Den grundede Forvisning, vi kan have om, at disse Guds Førelser ere naadige for os; og

III.             Hvad denne Forvisning bør virke paa os.

 

    I. Hvad her forstaaes ved Guds Førelser. Ved Guds Førelser forstaaer jeg her det høiste Væsens evige Forsorg og Bestyrelse, der strækker sig saavel til alle skabte Ting i Almindelighed som til Menneskene i Særdeleshed, og endnu i Besynderlighed til de sande Dydige og Troende. Men som Visheden og Overbeviisningen om denne guddommelige Forsorg eller Guds Førelser er den meest magtpaaliggende Sag for os, da den eneste Grund til vor Beroligelse og Haab i dette Livs uundgaaelige Elendigheder; saa er det nødvendigt, at vi nærmere udvikle Begreberne herom.

    At et almindeligt guddommeligt Forsyn er til, det nægter vel ingen, som erkiender en Gud, eller en første Aarsag til alle skabte Ting; thi ligesaa lidet som Verden kunde blive til af sig selv, uden at have faaet sin Tilværelse af Gud, ligesaa lidet kan og den af Gud frembragte Verden vedblive at være til, uden denne samme almægtige Skabers Vedligeholdelses Kraft, ved hvilken det hele Skabnings Alt opholdes og understøttes.

    Men i henseende til det mere særdeles Guds Forsyn, som vi her egentlig forstaae ved Guds Førelser, hvorved det høieste Væsen bestyrer enhver enkelt skabt Ting, enhver enkelt Begivenhed, ethvert Menneskes Skiebne, da er der, desværre! Vel nogle, som nægte det, men endnu mange flere, som giøre sig vrange og urigtige Forestillinger derom.

    Hvorledes? Tænkte hine Guds særdeles Forsyns Fornægtere, skulde det være mueligt, at et saa høit og herligt Væsen skulde bekymre sig om alle de ubetydelige Ting, der gaae for sig her paa Jorden? Det er en Forestilling, som er langt neden for Guds Værdighed, og at paabyrde ham et møisommeligt, trættende Arbeide, der ikke kan stemme overens med den høieste Grad af Lyksalighed. Nei, Gud har eengang indrettet og sat Verden i Gang, og det saa konstigen, at den ikke mere behøver hans Tilsyn. Alt hvad som derfor skeer her i Verden, skeer af Tingenes nødvendige Sammenkiedning, uden at Guds særdeles Bestyrelse derved haver noget at bestille.

    Men hvor let kan man ikke indsee Urigtigheden i disse Slutninger. Disse Mennesker forestille sig det høieste Væsen som et indskrænket, svagt og skrøbeligt Menneske, og altsaa, som man siger, maale ham med deres egen Alen. De betænke ikke, at det, som vilde koste dem usigelig Møie, ja var en blot Umuelighed for enhver endelig Skabning, det udøves med den største Lethed af Gud, som ikke behøver at anvende mere Kraft til at overskue alle sine Skabninger og enhver af dem i Særdeleshed, end han anvendte til at frembringe dem af deres første Intet. De betænkte ikke, at intet skeer i Verden, hvis Muelighed og Virkelighed jo er forudseet af Gud; at hans uendelige Viisdom har igiennemskuet enhver enkelt Begivenhed, med de sildigste Følger af samme; og at Alt er indvævet i hans store og herlige Plan til en almindelig Lyksalighed.

    En stor Deel andre Mennesker nægte vel ikke Guds særdeles Bestyrelse, men de giøre sig aldeles urigtige Begreber derom, og man kan sige, at de gaae til en anden Yderlighed, saa at om hine troe for lidet, saa troe disse for meget, i det de mene, at Guds Forsorg og Førelser viser sig paa en underfuld og overnaturlig Maade, hvilke Vildfarelser ikke kan andet end have de skadeligste følger.

    Saaledes ere mange Mennesker strax tilbøielige til at troe, naar eet eller andet Uheld rammer nogen iblandt dem, at det er en umiddelbar Guds Straf for deres Synder, endskiøndt selv ofte kan være langt strafværdigere end hine; hvorfor vi ogsaa finde, at vor guddommelige Forløser søger at rette disse urigtige Begreber hos sine Tiders Mennesker. Tænker ikke, siger han, at hine Galilæer, hvis blod Pilatus blandede med deres Offere, vare Syndere frem for alle andre Galilæer, eller at hine atten, paa hvilke Taarnet i Siloam faldt og dræbte dem, vare Syndere frem for alle de, som boe i Jerusalem, Luc. 13, 2.4. Ligeledes siger han et andet sted til sine Disciple, der spurgde ham, om den Blindfødte havde paadraget sig denne Elendighed enten ved sin eller sine Forældres Synd? Nei, siger den Herre Jesus, hverken har denne syndet eller hans Forældre; men det er skeet derfor, at Guds Gierninger skulde aabenbares paa ham, Joh. 9. 2, 3.

    Vel nægte vi ikke, at Gud kan, og visselig ogsaa vil, straffe de Ugudelige Ondskaber, ligesaa vist som han vil belønne de Gudfrygtiges Dyd; men dette Liv er ikke det egentlige Belønnings- eller Straffe- Sted, uden for saavidt Belønningen eller Straffen flyder umiddelbar af Handlingen, som: Armod af Overdaadighed og Dovenskab, Sygdom af overdreven Vellyst, Foragt af Nedrighed og saa videre; ligesom Agtelse flyder af Dyd og et fornøiet Sind af en god Samvittighed.

    Det er derfor ligesaa ubilligt at slutte ved hver ulykkelig Hændelse, der møder nogen: Det er en særdeles Guds Straf for hans Synder, som det er falskt, ved hver tintelig lykke, der kan tilstaaes et Menneske, at tænke: Det er en særdeles Guds Velsignelse for hans Dyd. Thi Erfarenhed viser ofte det Modsatte, og i det mindste kan man i denne henseende sige med Salomon, at det, som hændes en Ugudelig, hændes ogsaa en retfærdig; thi ligesaa ofte træffe Uheld den Fromme som den Lastefulde, og ligesaa tidt nyder den onde Mand Sundhed, Rigdom, og det man kalder Lykkens Medgang, som den Dydige. Guds Forsyn viser i saa fald ingen Forskield; han lader sin Soel gaae op over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, siger den Herre Jesus Math. 5, 45.

    Vi bør altsaa ikke giøre os slige Forestillinger om Guds Førelser, at han for vor Skyld skulde forandre Tingenes ordentlige Løb, eller hæmme, svække, og ophæve Naturens vise Love og deraf flydende Virkninger; thi saadanne Begreber ere ikke allene stridende imod Guds uendelige Viisdom og Alvidenhed, men kunne endog forlede os til de skadeligste Vildfarelser. Mangen een, som nyder Lykkens Medgang, skulde, ved slig en urigtig Troe til Guds Forsyn, hovmode sig af sin Medgang, som en Belønning for den Dyd, han maaskee aldrig besad, og ansee sig langt bedre end sine mindre heldige Medmennesker. Mangen een ogsaa i Grunden dydig Mand skulde ved indtræffende Uheld og Vanskiebne giøre sig ubillig Ængstelse, og ansee sig som forkastet og forladt af Gud. Ja mangen een, bedraget af sliig urigtig Forestilling om Guds umiddelbare Beskiermelse, skulde forvovent kaste sig i Farer, uden at være betænkt paa Redning, uden at være bekymret om at forekomme, standse, formindske eller oprette Ulykken ved fornuftige og ordentlige Midlers Anvendelse.

    Jeg har saa meget mere Aarsag, mine Venner! Til at advare Eder imod disse vildfarende Begreber, som de desværre ere alt for sædvanlige blandt os; thi hvad er vel almindeligere, end at høre Almuemanden saaledes tale, naar eet eller andet Uheld indtræffer: Hvad nytter det, vi stræbe og arbeide? Den, der skal være fattig, han bliver fattig alligevel. Hvad nytter det vi bruge Lægemidler, naar vi bliver syge? Skal vi leve, saa leve vi nok alligevel. Hvad nytter det, man søger at afværge smitsomme Sygdomme fra Mennesker og Kreature? Vil Gud straffe, kan han nok straffe alligevel. Hvad hielper det, vi omgaaes forsigtig med Ild og Lys? Vil Gud hiemsøge os med Ildebrand, kan det nok skee alligevel. Og hvor skadelig og ulyksalig en saadan Tænkemaade er, derpaa have vi, desværre! Alt for ofte en sørgelig Erfaring.

    Guds Førelser med sine Børn bestaaer altsaa ikke i en underfuld, overnaturlig Bestyrelse; nei, det giver Skriften os Exempler paa saadant; men slige Begivenheder ere overordentlige og allene skeet i disse store Hensigter; og det var daarligt af os, om vi efter Israeliternes Eksempel vilde gaae ud i Havet, og tænke, at vi, ved Guds Bestyrelse, ligesom de, skulde kunne vandre derigennem med tørre Fødder, eller lade os, ligesom hine 3 Mænd, kaste i en gloende Ovn, og stole paa, at en Engel skulde bevare os fra at blive fortærede af Luerne. Vel synes Profeten Esaias i vor hellige Textes Ord at love Jøderne, i Spaadommene om deres Forløsning af det babyloniske Fængsel, saadan underfuld Beskyttelse; men, foruden at disse Løfter have Hensyn til Guds overnaturlige Velgierninger mod dette Folk, saa maa vi tillige erindre os, at Ordene efter den profetiske Stiils Natur ere figurlige, eller fremsatte under stærke Billeder, og vil allene sige, at Gud efter sit evige besluttede Raad vilde være med sit folk, og føre dem uskadt igiennem alle, endog de største, Farligheder til en forønsket Lyksalighed.

    Den Forklaring kan i Almindelighed passe sig paa Guds naadige Førelser med sine Børn, og endnu egentligere, dog uden at paastaae noget Under, anvendes paa Tildragelsen, der har givet Anledning til denne Textes Afhandling.

    Imidlertid bliver begrebet, vi bør giøre os om de guddommelige Førelser, dette: Gud har af Evighed bestemt og indrettet alle Ting i den ganske Verden med den allerfuldkommenste Viisdom og Godhed. Intet, hverken Ondt eller Godt, Behageligt eller Ubehageligt, skeer uden hans Forudvidende, Bestyrelse eller Tilladelse. Der er altsaa intet Uformodentligt for Gud, og intet kan hændes, som jo har sin Grund i Naturens Love og Virkninger, eller i de fornuftige Væseners frie Villie, hvis skiulteste Drivefiedre og Bestemmelsesgrunde dog ingenlunde ere ubekiendte for Gud. Da nu Guds Hovedhensigt er hans Skabningers, fornemmelig de Fornuftiges, Lyksalighed; saa bestaaer og hans Førelser med dem deri, at han har indrettet alting saaledes, at hvad Skiebne der end skal møde den i denne deres ufuldkomne Tilstand, saa skal dog dette hans store Øiemærke befordres; og saaledes skal da ikke allene de naturlige Uheld, men endog saadanne, som reise sig af menneskelige Ufuldkommenheder, Mangel paa tilstrækkelig Klogskab eller Forsigtighed, ja endog Lasterne selv, blive Kilder til den evige Viisdoms og Godheds Forherligelse, og tiene til hans guddommelige Plans Udførelse: en almindelig høist muelig Lyksalighed.

    II. Hvor grundet er da ikke den Forvisning, sande Christne kan have om, at disse Guds Førelser ere naadige for dem.

Saaledes taler Guds Aand ved Profeten Esaias i vor hellige Text: Men nu siger Herren, som skabte dig, Jacob, som dannede dig Israel! Frygt ikke; thi jeg forløser dig, jeg kalder dig ved Navn, du er min! Naar du gaaer igiennem Vandene, da er jeg hos dig, og igiennem Floderne, da skulde de ikke overskylle dig; og naar du gaaer igiennem Ilden, da skal du ikke forbrændes, og Luen skal ikke fortære dig; thi jeg Herren er din Gud! Jeg, Israels Hellige, er din Befrier.

    Her have vi altsaa de vigtigste Grunde til Forvisning om Guds naadige Forsorg og Beskiermelse. Grunde, som Gud selv stiller os for Øine, til vor Beroligelse, naar ellers vort Forhold er saaledes, som det bør være, naar vi ere sande dydige Christne, og saaledes kunne regne os selv for at høre til Guds aandelige Israel; thi naar vi ere iblandt disses Tal, kunne vi fornemmelig føle Vægten og Trøsten i disse Grunde.

    Vel nægter jeg ikke, at jo enhver dydig Mand udenfor Christendommen nyder Godt af Guds naadige Førelser; thi det er ikke den blotte Mangel af Kundskab om Christo, men Guds Naades Foragt i Christo og modvillig Forskydelse af denne dyrebare Forløser samt de af ham anordnede Salighedsmidler, der skiller os ved Guds Kierlighed. Men umuelig kan dog den dydigste Hedning finde den Grund til Beroligelse i Farer og Lidelser, ved Forestillingen af Guds Førelser, som en troende Christen, der har lært at kiende det høieste Væsen, ikke allene som Herre og Skaber, men og som en forbarmende Fader i Christo Jesu, og som tillige handler overeensstemmende med disse salige Kundskaber.

    Saa siger Herren som skabte dig, Jacob, som dannede dig, Israel! Frygt ikke! Thi jeg forløser dig! Jeg kalder dig ved navn, du er min!

    Kan vel nogen Beroligelses Grund være kraftigere, nogen Forsikring om Guds naadige Førelser være stærkere, end dem, Gud har givet sit Folk, ikke allene hine Israeliter, men og sit aandelige Israel, sine troene Christne. Han, Herren den Almægtige, som regierer over alle ting i Himmelen og paa Jorden; han den Alvidende, for hvilken intet er skiult, men som med et eneste Blik overskuer alle Tildragelser med deres sildigste Følger igiennem alle Evigheders Aartusinde; han den, Alvise, der aldrig kan forfeile sit Øiemærke, sine Skabningers Vel, han siger: frygt ikke! Han opmuntrer os ikke allene til Frimodighed, ved at henvise os til disse hans høie Egenskabers Betragtning, og ved at forestille os, at det er den evig mægtige Herre, som lover os sin Beskyttelse; men for end ydermere at opvække vor Tillid og Fortroelighed, erindrer han os om sine vigtige, sine uforskyldte Velgierninger, som de, der bedst kan overtyde os om hans Kierlighed

 

    Han, som skabte dig, Jacob, som dannede dig, Israel, han siger: frygt ikke! Thi jeg forløser dig! Har den gode Gud givet os Tilværelse, Liv og Væsen, o! saa elsker han os og som sine Hænders Gierninger; og ingenlunde vil denne hans Kierlighed tillade, at vi skulde komme i en saadan Nød, hvori vi skulde lide noget sandt Skaar i den os tiltænkte Lyksalighed. Nei, hans faderlige øie vaager over os paa alle vore veie og i alle vore Handlinger, og det saa meget mere, som vi ikke allene ere hans elskede Skabninger, men og hans dyre igienløste Børn i Chriso Jesu vor Herre. Umueligen kan han forglemme os; nei, han forsikrer os meget mere, at om end en Moder kunde forglemme sit diende Barn, saa vil han dog aldrig forglemme dem, som elske ham, men med en seierrig Arm vil han foløse os af alle baade aandelige og legemlige Farer og Lidelser.

    Jeg kalder dig ved Navn; du er min, siger Herren. Du hører mig til, som min dyrekiøbte Arv og Eiendom, og ingen skal udrive dig af min Haand. O! høre vi da Gud til, denne gode og mægtige Eiendoms Herre, hvi ville vi da frygte? Er Gud for os, hvo kan da være imod os? Har han eengang erklæret at ville tage os, som sin Eiendom, i Besiddelse, saa kan vi og roeligen overgive vor Skiebne i hans faderlige Hænder; thi ingen Nød er saa stor, ingen Fare saa skræksom at jo Gud er tilstede hos os, og vil udføre alting med os til det Bedste.

    Naar du gaaer igiennem Vandene, da er jeg hos dig, og igiennem Floderne, da skulde de ikke overskylle dig, og naar du gaaer igiennem Ilden, skal du ikke forbrændes, og Luen skal ikke fortære dig. – Lad da end de bitterste Gienvordigheder møde, de skrækfulde Angesters Hær omspænde os, vi frygte os ikke. Lad Lynstraalen gnitre af Skyen, og Tordenen rulle hen over vore Hoveder; lad Stormene hvine, Jorden rokkes i sine faste Grundvolde, Havets Bølger true med at opsluge os, og Ilden rase om os med alle sine rædseler; ja, lad alle Elementer forene sig til vor Undergang, og Naturen selv med alle sine Kræfter synke og gaae til Grunde – o! ved Guds almægtige Forsorg staae vi dog fast og bevarede; thi om end denne vor forkrænkelige Leer Hytte efter Guds Villie skulde nedbrydes, skal dog vor udødelige Siel overleve Verdeners Fald, og glæde sig i Herren, thi han er vor Gud; og i Israels Hellige, thi han er vor Befrier.

    Saa klippefast grunder sig altsaa paa de guddommelige Forjættelser vor Forvisning om Guds naadige Førelser; men ikke mindre grundet bliver denne vor Overbeviisning ved Betragtningen af de guddommelige Førelsers høist gavnlige Hensigter.

    At Guds Førelser ere naadige mod os, naar det behager ham at lade os nyde Medgangs blide Dage, og befrie os fra Lidelser, Farer og Gienvordigheder, det er noget, som enhver er villig til at troe, og behøver derfor ikke at bevises; men at det virkelig er Naade af ham, naar han prøver os ved Modgang og ofte fører os paa tunge og tornefulde Veie, det synes at behøve nærmere Beviis og Forklaring. Og dog er intet vissere end dette; thi det er en Sandhed, som, ingen der kiender noget til det menneskelige Hierte, kan nægte, at idelig Medgang vilde være os høist skadelig. Hvor let skulde vi ikke forfalde til en fordærvelig Stolthed og Letsindighed, dersom alting stedse gik os efter Ønske i Verden; hvor skulde vore Hierter ikke blive fængslede til det Jordiske; hvor utilbøielige skulde vi ikke blive til at tænke paa Evigheden, og hvor følesløse og ubarmhiertige ved vore Medmenneskers Nød, dersom vi hver Dag, med den rige Mand, levede herligen og i Glæde. Hvor saare tienligt er det derfor ikke for os, til vore Sindelavs Forbedring, at Gud undertiden tugter os ved Modgang og Gienvordigheder. Da er det, vi lære at kiende vort eget intet, og derimod vor Afhængighed af Gud; da er det, vi med sand ydmyghed lære at tilbede os hans naadige Frelse af Nøden, naar vi see, hvor utilstrækkelig vor egen Magt er til at hielpe. Da lære vi at sætte den rette Priis paa de jordiske Herligheder; vi indsee nu deres Forfængelighed og Ubestandighed, og hvor daarlig de handle, der gandske sætte deres Tillid dertil. Lidelser aabne og vore Hierter for Medlidenheds Følelser, at vi blive ømmere og mere deltagende i vore lidende Brødres Skiebne.

    I Nød og Farligheder lære vi retteligen at skatte Venskab, Ædelmodighed og Trofasthed, hvorved vi igien anspores til taknemmelig Gienkierlighed og flere Gud behagelige og os nyttige Dyder. – Seer mine Elskelige! Ere ikke disse Følger af de guddommelige Revselser høist gavnlige for os? Og maa vi ikke da tilstaae, at vi, endog i denne Henseende, have grundig Aarsag til at ansee disse Guds Førelser som naadige for os, saa meget mere, som de ikke allene give de Lidende selv, men endog mange andre, derved Anledning til at udøve mangen ædel Handling, mange skinnende Dyder, til Guds Navns Ære, og til Hæder for Menneskeligheden og Religionen.

    Vi ere da saaledes grundigen forvissede om Guds naadige Førelser; men

 

    III. Hvad skal nu denne Forvisning virke paa os? Naturligvis maa heraf først flyde en inderlig Tillid og Fortrolighed til Gud; thi ere vi overbeviste om hans Almagt, Viisdom og Godhed, saa kan vi ikke andet end med fuldkommen Tryghed betroe os til ham, og denne Tillid virker da hos os Frimodighed i Lidelser; thi vi vide, at de ikke ere Vredes Straffe, men kierlige faderlige Tugtelser, der, uagtet al deres Bitterhed, dog sigte til vort Bedste, som den hellige Paulus siger: al Revselse, naar den er nærværende, synes mere at høre til Bedrøvelse end til Glæde; men herefter skal den opfylde dem med Retskaffenheds fredsommelige Frugter, som ere øvede derudi, Ebr. 12, 11.

    Taalmodigen underkaste vi os derfor den vise og kierlige Faders Tugtelser; skulde Veien end være nok saa trang og tornefuld, saa fører den dog til Lyksalighed, og vi vide, at naar Guds Time kommer, saa veed han at udfrie de Gudfrygtige af Fristelsen; ja vi ere overbeviste om, at Gud tillige er troefast, som ikke vil friste os over Formue, men vil giøre en Udgang med Fristelsen saaledes, at vi det kan taale, I Cor. 10, 13.

    Midt i de største Farligheder blive vi uforsagte, ja behiertede; thi vi forlade os paa Guds naadige Varetægt og Beskiermelse, og da vi have de rette Begreber herom, vente vi ingen Underværker, og ere ikke saa daarlige at forlange, at Gud, for vor Skyld, skulde forandre eller ophæve Naturens Love og Virkninger. Og derfor udarter vor Behiertighed ikke til Forvovenhed, ligesaa lidet som til Sorgløshed; men under stadigt Haab til Herren, at han efter sin evige Viisdom og Godhed vil velsigne vore Bestræbelser, anvende vi alle de lovlige Midler, der staae i vor Magt, til at afværge, standse og formindske Ulykken. Og skulde da den alvise Gud ikke betro desto mindre finde for godt, at lade vor anvendte Møie i en vis Grad blive frugtesløs, saa lade vi dog ikke Modet falde; thi vi, som have lært at kiende ham, vide, at han tillader ingen Gienvordighed at ramme os, uden han har de kierligste Hensigter, at han paa tusende Maader kan dobbelt oprette vort Tab, ja af den bitterste Sorg selv skabe os langt meer overveiende, nye, og uventede Glæder.

    Derfor, hvordan Sagen end udfalder, bør den Forvisning, vi have om, at Guds Førelser ere naadige for os, virke en inderlig Taknemmelighed hos os.

    Skulde Tugtelserne end være haarde, o! saa bør vi betænke, at de vel ere en bitter, men dog en sund Lægedom, og derfor takke Gud, at han paa denne Maade vil føre os til sig, vil forbedre vort Hierte, formindske vor Kierlighed til Verden, og lære os at stræbe efter det Klenodie, som intet Uheld kan berøve os. Viser Gud os midt i Nøden sin forbarmende Hielp, ved at redde os naadigen ud af samme, eller ved at afværge langt større truende Farligheder; o! hvad billigere da, end vore Siele opløftes i Taknemmeligheds Henrykkelser til denne vor store Befrier, og at vore Læber udbryde i de fyrigste Lovsange til hans Ære; ja hvad billigere, end at vi helligen foresætte os, at vise denne vor Erkientligheds Oprigtighed i et bedre og dydiger Levnet, at vi fremdeles maa være Guds faderlige Forsorg og Naadige Førelser værdige.

    Dette ville vi giøre i Dag, mine Elskelige! Hertil ville vi paa det kraftigste opmuntre hverandre i anledning af den gode Guds naadige Frelse af den ulykkelige Ildebrand, der fortærede disse Rigers prægtige Konge Borg.

    Hvor maa vi ikke finde os inderlig rørte af Taknemmelighed, naar vi betænke Guds naadige Førelser, saavel med Kongen som med Folket, paa denne ellers tunge og rædselsfulde Dag. – Inden faa Timer sank dette herlige og, efter Anseelse, for Aartusende byggede Slot i Asken. – Med en ubeskrivelig hastig Fart havde Ilden udbredet sig, og tilligemed den – Fare, Skræk og Forvirring; men see! Midt imellem alle disse Rædseler blev vor dyrebare Konges, vor elskværdige Kronprindses, og den ganske kongelige Families Liv reddet. O! kan vi værdigen nok takke Gud, fordi han saa naadigen holdt sin haand over disse for Fædrelandet saa kiere, saa umistelige personer. – Dog, det var ikke allene Kongen og hans Huus, men Rigets vigtigste Bygninger, ja hver Mands Huus i Staden, som denne Ødelæggelse truede; men hvor naadigen og næsten imod al Formodning afvendte Gud ikke samme! Vel ikke ved noget Under, nei, men ved de kiække og uforsagte Borgeres, Søefolks og Indvaaneres utrættelige Flid og nidkiere Bestræbelser, som Gud naadigen velsignede og understøttede med sin Bistand.

    Hver Borger i Staden, hver Mand i Rigerne, har da vel Aarsag til at takke Gud for denne sin naadige Frelse fra en endnu langt større og uopretteligere Ulykke. Vor dyrebare Landsfader føler tilligemed os; han glemmer sit personlige Tab for at glæde sig over sin Hovedstads og sit Folks Redning, han glæder sig, og vi ville glæde os og takke den Høieste med ham, at Gud, ved denne rørende Leilighed lod ham føle den behagelige Trøst i sit Hierte af sine gode Undersaatters trofaste Kierlighed, den gladeste Frugt af hans milde og faderlige Regiering. – Ja, mine Elskelige! Hvor herligen vise sig ikke Guds Naadige Hensigter ved denne ellers saa sørgelige Tildragelse? Det lader som denne Gienvordighed allene skulde møde, for endnu fastere at sammenknytte Kongens og Undersaatternes Hierter til hverandre, og at begge derved skulde lære at sætte den sande pris paa hverandres ømme Hengivenhed. Lader os da prise Gud for disse salige Følger, hvorved Lys skabes af Mørke, og Glæde af Sorg, for vort elskte Fædreland. Lader os prise Gud, som ved denne lejlighed opvækker saa mange tusende af vore ædle Medborgere til frivilligen, af egen Drivt, ligesom at kappes om at oprette Landets Fader sit lidte Tab, og understøtte hans vise Foranstaltninger til Rigernes Forsvar og Velfærd; og lad tillige disse værdige Exempler opflamme enhver iblandt os til at udøve ligesaa skinnende Borgerdyder. Saa skal Kongen og hver ædel Medbroder glædes, Gud skal velsigne os, og vort eget Hierte belønne os med et beroligende Bifald. En nye Kongebolig skal da snart med fordobblet Glands opstige af den førstes Aske, ikke opreist ved tvungne Slavers, men ved fri Borgeres Hænder. Et evigt Minde skal det blive for dansk Kongedyd og Borgerkierlighed; og Christians (Christian den 7.) og hans Folks Navn skal vinde en lysende og fortient Hæder blandt alle veltænkende Nationer.

 

A m e n

 

 

 

 

En moderne prædiken ville nok have dvælet lidt mere ved, at der faktisk omkom temmelig mange almindelige borgere ved Christiansborgs brand. Nedenstående er et kort uddrag af en samtidig beskrivelse af branden:

Følgende Vovestykke og tillige ædle Heltegierning af en Matros vil man her anmelde, hvoraf kan sluttes, hvad det er for troe Folk i Nødens Tid:

Da Capitain Aberlin og Kiøbm. Sundevad havde ved deres ædle Bestræbelse for at redde, opholdt dem saa længe, saa de havde ingen Trappe at komme ned ad for Ildens Lue, resolverede de sig til i en hast og rev de damaskes Gardiner ned i Riddersalen, hvor de den Tid var, og bandt dem fast ved Vinduesposten, og lod sig derved glide ned paa Slots=Altanen, dog ikke uden Skade. Men da de kom der, var det ingen Muelighed for dem at komme derfra igien, thi det var endnu langt fra Jorden, og ingen saae det voveligt eller giørligt at komme dem til Hielp, hvorpaa en eneste behjertet og brav Matros klattrede, ved Hielp af et Toug, som han med stor Besærlighed fik dem tilkastet, op paa Altanen, tog saa den ene af disse Ulykkelige under den høire Arm, og holdt den anden fast ved sine Klæder med Tænderne, lod sig derpaa med den venstre Haand skride ned ved Touget, og lykkelig reddede dem begge to.

Da Ilden brød saa hæftig ud, at man ogsaa maatte befrygte de skrækkeligste Følger deraf for Staden, hørte man Kronprindsen raabe til Folket: Redder kun mine Borgeres Huse, og kom saa igien for at slukke paa Slottet.

Man regner, efter sigende, den Skade som er skeet ved Ildebranden, til 11 Millioner Rdlr. Henved 60 Personer savner man, hvoriblandt skal være 14 Staldfolk, der bleve brugte ved Sprøiterne i øverste Etage; 10 Artillerister; 4 Brandfolk; 2 af Livgarden; 1 Kammerjomfrue; hvor mange Matroser, med flere, der er borte, vides endnu ikke.

 

Retur til artikel