Lenes familie

Jørns familie

Artikler m.m.

Nyheder



 Mail til Lene
Mail til Jørn


In English

 

Fotoalbum
Børnebørn
Hurtigruten 2006
Færøerne 2007
Mosel 2007
Bornholm 2008

Grønland 2008

Rusland 2009

Østrig 2009

Italien 2009
Schwartzwald 2009
Island 2014

 

 

Retur til artiklen om Georg Hahn

Tale

Holden
ved min Elskelige Svigersøns Hr Amtsforvalter
Danchells og min Elskelige Datters Lovise
Henriettes Copulation i Kiøbelev Kirke

 den 9 Augusti 1799 af
G. Hahn.

Elskelige Brude-Par:

Saa ofte klager vi over de Jordiske Tings Ubestandighed, saa ofte besvære vi os over, at vi ikke kan bygge paa nogen Glæde, ikke slaae sin Liid til noget Gode, efterdi intet under Solen er varigt, men alt igiennem hele Naturen er underkastet Afvexling og Forandringer; men mon disse Klager ogsaa ere billige? mon vi, i vor Art, efter vor physiske, og moralske Beskaffenhed skulde kunde finde os lykkeligere i en eensformig Natur, eller en eensformig Levnets Tilstand, var den end saa skiøn, saa overensstemmende med vore Ønsker, som den mest levende Indbildningskraft kunde udmale sig samme? Sandelig jeg tvivler meget derpaa og enhver vil formodentlig billige disse Tvivl, ved Sagens nærmere Overvejelse.

Er det ikke saa mine Elskelige: at en idelig Nydelse af en og den samme, endog behageligste Ting, giør den tilsidst ligegyldig og smagløs for os? Eensformigheden kieder, Afvexlingers Salt krydrer derimod vore Glæder. øjet trættes ved det eensformige konstige Anlæg i en Hauge, men aldrig ved den afvexlende skiønne Natur. Det yndigste Foraar, den blideste Sommer.skulde blive ligegyldig, ia glædeløs for os, om ikke Efterhøstens og Vinterens Ubehageligheder lærte os at sætte Pris paa hiine. Og som vore Følelser ere stemte i Henseende til Naturens, saa ere de og i Henseende til Livets øvrige saavel sandselige som Sinds Glæders Nydelser. Hvordan med Aarsagen til den Kiedsomhed,der midt i Glædens Skiød forfølger den Riige, den Mægtige, ja den Østerlandske Fyrste selv paa Thronen? Hvorfor ansee de saa ofte med Ligegyldighed al den dem omgivende Pragt og Glimmer .som opvækker Almuens Forundring og frembringer mangt et misundeligt Ønske? Hvorfor trættes de ved udvalgteste Forlystelser? Er det ikke netop Vanen, netop det eensformige i Livets Goder, der giør dem disse Goder usmagende?

Sielden eller aldrig kiender eller skiønner derfor den paa sin Lykke, der aldrig kiendte Lykkens Egensind, eller ikke stundom prøver de jordiske Glæders Ubestandighed. En,varig Sundhed. paaskiønnes sielden, med Henrykkelse føles først dens uskatterlige Værd, naar den efter overvundet Sygdom, med fornyet Liv igiennemstrømmer vore_Aarer..

Venskabs Glæder vinde ved Fraværelsen. Aldrig er vor Sorg saa stor, ved Savnet af en elsket Ven, at i det første Favntag ved Igienkomsten erstattes med henrykkende Fryd alle Længselens Smerter. -
Ja end ikke Sindets varigste Glæder, dem Dyden alene formaar at skienke, skulde uden Afvexlinger kunne nydes i deres fulde Styrke.-

Hvad var Dyd uden Prøve, uden Fristelser? Hvad Glæde give de let kiøbte Sejre, ja hvad er Sejer? et tomt Ord uden foregaaende Kamp. Havde vi ingen Lidenskaber at bestride, ingen Farer at udholde, ingen Sorger at overvinde, ingen Opofringer at giøre, da vilde de ædleste Dyder snart henslumre i Uvirksomhed. Deres Glæder være tabte for os.- Som derfor Modgang og Lidelser er Dydens Prøvestene, saa ere de og det Salt, der forhøjer og forædler dens Glæder. Og - af alt dette slutte vi da: at vort jordiske Liv kan saa langt fra, endog med den skiønneste Eensformighed være lykkeligt, at meget mere Afvexlinger, være de end noksaa ubehagelige, virke til at fuldkommengiøre samme.-

Ubillig vilde altsaa vor Klage være over de jordiske Glæders Ubestandighed. Meget mere har vi Aarsag at takke det kierlige og viise Forsyn der under de idelige Afvexlinger, som saavel i den Moralske som Physiske Verden, maa have. Sted, ved at udføre alting med os til vor sande Lyksalighed. I alle Livets Omstændigheder, saavel Sorg som Glæde kunne vi derfor beroelige os med Guds viise Førelses Betragtning og trøste os med, at alle Herrens Veje ere Miskundhed og Sandhed.-

Stundom finder Hans Viisdom for godt, at paasende os bittre Sorger, Kummer og Modgang, ikke for at nedslaa, ikke for at giøre os mismodige, nej, for at viise vore Tilbøjeligheder, for at giøre os skikkede til højere Dyder frugtbare til ædle Handlinger og siden lønne vor Bestandighed under Prøvelserne med de varigste Glædes Følelser. Saaledes see vi det er Sandhed, som Paulus siger: at alle Ting skal tiene dem til Gode som elske Gud. Møder os derfor en eller anden Sorg paa vort Livs Bane, kuldkastes et eller andet kiert Haab for vort Hierte, O! da lader os ikke forsømme at opmuntre vort Sind med denne trøsterige Tanke: Ogsaa denne Kalk iskiænkes mig efter min Himmelske Faders Villie; ogsaa denne Bitterhed denne Modgang hører ind i Planen, Hans Viisdom og Godhed har lagt til min Lyksalighed. Snart skal disse tunge Skyer forsvinde, dette truende Uvejr adspredes, og jeg skal med fordoblet Fryd nyde Glædens oplivende Straaler. Med disse opmuntrende Tanker henvender jeg mig til Dem, ædle Brudgom og bedste Ven:  Deres Erfaringer bekræfter, og skal, som jeg haaber, fremdeles bekræfte de af mig fremførte Sætninger. Ikke var Deres skiønt i mange Henseender heldige Bane, altid fri for Torne. Ikke var Deres Begjer altid bekrandset med Glædens Roser, sørgelige Cypresser blandede sig mere end een Gang derimellem og lærte Dem at kiende at ingen jordisk Glæde er bestandig. Tungt ja saare tungt har Deres Hierte følt denne Sandhed; men midt i den bittreste Sorg har De igien erfaret Forsynets kierlige Førelse, Deres Tillid, Deres Hengivenhed under denne gode Faders Villie, har ikke været forgiæves, er ikke blevet ubelønnet. Kummerens vemodige Taarer ere ved hans ømme Faderhaand aftørrede, de dybt slagne Hiertets Saar lægte, Tabet oprettet og fornyet Glæde vendt tilbage i det forhen af Sorg beknyttede Bryst. O! saa opløft da værdige Mand! paa denne højtidelige Dag, Deres Siel med Tak til Gud, der giør alting saa saare vel. Ved Hans Forsyn forbindes De nu med de ømmeste Venskabs og Kierligheds Baand til en Ægtefælle, som ved sin blide og omsorgsfulde Omgang vil stræbe at udslette Erindringen af forud lidte Tab[i], ja søge sin Ære og Glæde i at være Deres Livs Lyst og Lyksalighed, en Støtte for Deres Huus, en sand Moder for Deres Børn.-
Disse lyse Forhaabninger skal ikke skuffes og denne Glædes Grund er ikke falsk, med fuldeste Overbevisning tør ieg som Fader borge for den elskte Piges Hierte, som nu rækker Dem sin villige Haand og tillidsfuld overgiver sig og sin gandske Skiæbne til Deres Omhue. Sikkert ved ieg hun vil stræbe at blive alt for en øm og kierlig en overbærende og trofast Mand og under denne Characteer anseer hun og vi Dem alle.-- Elskelige Brud og dyrebare Datter: Ogsaa di t Livs muntre Vaar var ikke altid fri for Sorger og ublide, stormfulde Dage; ogsaa Du har med Smerte maattet føle Glædens Ubestandighed, føle den bittre Skiæbne, at tabe en ædel og trofast Ven, for hvem Dit unge skyldfrie Hierte slog saa varmt, saa ømt, og hæftigt - mere end een Gang har Du fældet ømme vemods- og venskabs Taarer ved elskede Sødskendes Grave, ja tilsidst 1idt det uoprettelige Tab, at miste den bedste den kierligste Moder [ii]- men see Forsynets viise og naadige Førelse, see hvorledes midt iblandt disse hvasse dybt saarende Torne fremspiire Glædens yndige Roser!

Du forenes i Dag elskeligste Datter! med den værdigste og bedste Mand: ved at give ham Din Haand og Hierte lægger Du Grundvolden til Dit tilkommende Livs Glæder, der fuldkommen vil udslette Erindringen af forrige Tab og Sorger.- Glæd Dig altsaa Du Elskelige ved denne Dit Livs vigtigste Handling! Opsend Dit Hiertes brændende Tak til Ham den kierlige Fader, hvis Veje med Dig har været fulde af Viisdom og Naade, og udbed Dig fremdeles hans Kierlige Vejledning og kraftige Bestyrelse ved alle Dine Foretagender. Vel sandt, Din og vor Glæde kunne i denne Stund som os synes, have været fuldkomnere. Havde den dyrebare Moder, hvis ærværdige Støv her giemmes, havde hun kundet opleve den højtidelige Dag, at see sin elskte Lovise Brud for Alteret - O! hvor vilde hun da ikke have glædet sig - med hvilken festlig Fryd vilde hun ikke med kierlig Moderhaand have vundet den jomfruelige Uskyldigheds Krands om Dine Tindinger: Hvor vilde hun ikke i glad Henrykkelse have favnet og trykket sin og alle vore Hierters Yndling op til sit hulde moderlige Bryst og udbedet Himlens bedste Velsignelser over Dig og Din ædle Brudgom! Og hvilken salig Fryd havde da ikke igiennemstrømmet Dit Hierte; ia kiereste Lovise! ieg nægter det ikke. Dette inderlig rørende Optrin, vilde have stemt vore Glædes Følelser til det højeste. Men det skulde nu ikke saa være. Intet er, intet skal, intet kan, være fuldkomment paa Jorden.- Dog vi vil ikke bedrøves. Slaaer endskiøndt dette ypperlige Moder Hierte ikke mere ved at deele Din Glæde, hvile endskiøndt hendes jordiske Levninger kolde og følesløse ved efterladte Venners Fryd og Sorg, i denne Grav. O! saa lever dog hendes udødelige Aand hos Gud. Fra sin Saligheds Himmel nedsmiler mueligt til Dig i denne Stund denne Din forklarende Moder og velsigner Dig, Dit Hiertes Ven og os alle. Og, O! Maatte en stedsevarende levende Erindring af denne uforglemmelige Moders Dyder, være Din Skytsaand der ledsagede Dig ved hvert et Skridt fremdeles paa Dit Livs Bane: maatte som Eliæ Aand fordum begeistrede Elisæum, saa og hendes fromme Aand besiæle Dig, Du hendes og min Siæls Elskelige! at Du ligesom hun maa blive Dit Hiems Prydelse. Den ømmeste Ægtefælle, den kierligste Moder, den omhyggeligste Hustru, den Gud hengivne dydige Kristne: saa vil og Din Lod vorde skiøn som hendes, og Dine Børn og Venner vilde og engang omsiider fulde af Ærefrygt og Tak, hædre Dit, som vi nu hædre hendes Minde. Saa gak da elskelige Datter ud fra Din Faders Huus, Den Almægtiges Fred omskygge Dig og Himlens bedste Held og Velsignelse følge Dig ved hvert et Fied!

Jeg overlader Dig nu, næst Guds i den værdigste Mands Beskyttelse - Som Du var min og altid skal blive, saa vær Du og hans Hiertes Yndling, hans Slægtes Ziir, hans Huuses Krone og Ære.

Svært er det Kald Du paatager Dig. Mange og vigtige ere de Pligter der paaligger Dig, ikke alene som Hustru, men og som Moder for Din Mands, nu og Dine Børn[iii], at opfylde. Dog Du har det herligste Exempel i Din ypperlige Forgiengerinde at efterligne, stræb med Guds Naades Hielp at følge, ja, om mueligt at overgaa dette Dydsmynster og da skal Du befæste Din værdige Mands og han igien Din Lyksalighed. Ved disse Bestræbelser skulde begge under alle Liivets Afvexlinger, saavel Bekymringer som Glæder, nyde den varige Tilfredshed den sande Sinds Roe, som Dyd og Religion allene formaae at skienke.- Derfor ere mine oprigtige faderlige Ønsker for Eder, elskelige Brudepar, dyrebare Søn og Datter! og med dem istemmer kiærligen alle nær og fraværende Slægt og Venner: Maa Du algode Fader! for hvis hellige Aasyn Løvtet nu skal aflægges, Baandet knyttes, Pagten oprettes, Hellige Du selv dette Forbund og velsigne det, at det stedse, maa blive Dig velbehageligt. Knyt Du selv deres Hierter mere og mere fast til hverandre ved de Ømmeste Naturens og Venskabs Baand og giv dem Naade til stedse at vandre saaledes, at Du i alle Livets Afvexlinger maa være deres trygge Tilflugt, saa at de saavel i Glæde som Sorg med sand Barnlig Fortrolighed maa kunne overlade sig til Dine viise og kierlige Førelser, saa vide vi, at de aldrig skal: mangle den Lyksalighed , Du finder Dem tienlig, thi de retskafne skulde blomstre, og Velsignelse evig følge Deres Minde. De oprigtige skulle boe for Dit Ansigt, og Du vil være deres Skiold og meget store Løn.

 

-         Amen. –

Fra Karen Glæsels slægtsbog ”The reason why”

Retur til artikel

Noter tilføjet af Jørn Christiansen:

 

[i] Poul Christians kone var død samme år.

[ii] Lovises moder døde 22. februar 1799.

[iii] Poul Christians to sønner var 12 og 16 år gamle ved brylluppet, og Lovise var kun 23 år